Kategorier
Diabetes Sygdom

Tumor på hypo-hvad-for-noget?

Januartesten og en blodtrykstest jeg også havde fået taget fordi det virkede en anelse højt. Det var i øvrigt sådan en hvor jeg skulle bære et apparat der hver 20. minut tog en blodtrykstest. Prøv at forestil dig hvor irriterende den var at sove med!

Nå. Januartesten og altså svar på blodtrykket. Det var ikke min egen behandler der tog imod selvom det var planen, men pyt. Det var vel sådan set også underordnet. Langtidssukkeret var lidt højt i min optik (8), men ikke alarmerende. Det var jo stadig under 10 😉

Jeg lignede ikke en med Type2 Diabetes. Hvordan det ellers gik? Tjah. Det gik jo sådan set okay. Selvom jeg synes det var lidt underligt at jeg havde mistet en del hår på ydersiden af mit venstre skinneben. Hun kiggede på det og mente ikke det var diabetes-relateret. Det nok var slid fra bukserne og helt normalt for en mand i min alder. At hvis det var sygdom så var det hele vejen rundt og ikke kun på én side. Fair nok. Det kunne hun jo have ret i, men nu jeg alligevel delte ud af bekymringerne så var der da lige nogle andre ting. Det kunne da være det var diabetes-relateret.

  • Sår der ikke helt ville hele
  • Neglerødder der gik betændelse i og resulterede i 2 negle der måtte pilles af
  • Gullig hud i håndfladerne
  • Ondt i nakke og ryg
  • En underlig rødmen i ansigtet
  • Hævning i tindingerne
  • Tab af muskelmasse på arme og ben (og røv)
  • Svedeture

Hun rynkede lidt. Og sagde noget med »Sådan en med en uddannelse i <noget på latin> …« og så noget med »Du skal lige have taget en blodprøve inden du går. Jeg vil gerne lige se dit kortisoltal…«.

Aha. Jamen det med blodprøver er da ved at være helt normalt. Så det gjorde vi da bare.

Jeg trak et nummer, fik suget endnu et par rør fra armen og tog afsted på arbejde.

Nu er jeg typen der tjekker sundhed.dk

Og det gjorde jeg selvfølgelig også denne gang. Kortisol. Kortisol. Kortisol.. Jeps. Den var højere end normalområdet. Det er noget med at det svinger ret meget i løbet af dagen, men normalområdet er 171 – 536. Mit: 668. Jeg ved ikke hvordan man tolker det. Jeg tolkede: Tallet er rødt. Hvis gennemsnittet er 353,5 så er mit tal ca. 200%. Rød + 200% = not good.

Og så gjorde det det forbudte igen. Googlede “forhøjet kortisol”.

Kortisolen er kendt som “stresshormonet”. Det kan bevirkes hvis man er fysisk eller psykisk stresset og ved indtagelse af alkohol, kaffe, the og den slags. Fair. Tænkte jeg. Jeg er ikke typen der stresses, i hvert fald ikke psykisk, men det kan da godt være jeg har kørt kroppen lidt hårdt. Jeg læste videre.

Kortisolen styres af en lille fætter i hjerne der hedder Hypofysen. Ja, det hedder den faktisk. Det lyder som noget fra en tegneserie; “Splint, vi må fange hypofysen inden den …”. Ja, eller måske et værktøj de bruger i Norge. Anyway. Hypofysen er på størrelse med en ært og sidder sådan lidt centralt i knolden på os. Den fortæller binyrerne, hvordan de skal producere kortisol. Og en række andre spændende og vitale ting. Jeg tænker kun, at jeg har forstået basen af de mange sider jeg har læst om det. For det er givetvis noget mere komplekst end det jeg genfortæller her.

En sjældenhed

Sygdommene forbundet med forhøjet kortisol er ret sjældne. Look at me. I’m special. Ja og så er de typisk akutte og livstruende. Fedt mand! Lige som jeg synes der var kommet styr på hele diabetes-situationen var der lige endnu en lussing at lægge kind til.

Jeg ringede selv. De ville jo egentlig have ringet til mig, men jeg tænkte at sgu alligevel var rart at få snakket med en. Altså; “akut og livstruende”. Så venter man da ikke?

»Det er ikke alarmerende højt«, sagde hun. Hende lægen der ringede. Men i og med at det var for højt ville de gerne tage en ny test. Jeg havde allerede læst om den. En såkaldt suppressionstest.

Det der sker er at man tager en pille på et bestemt tidspunkt. Får taget en blodprøve 10 timer efter og så skulle kortisolproduktionen gerne være så undertrykt at tallet altså skulle være lavt.

Jeg fik pillen tilsendt med posten. Skulle tage den kl. 23 sharp og komme ind til endnu en blodprøve kl. 9 sharp. Det gjorde jeg så.

Endnu en dag, endnu et testresultat

Igen tjekkede jeg sundhed.dk. Fandt dato. Scrollede ned – bum. Næsten uændret: 617. I røven af en suppressionstest. Nu er jeg jo ikke læge. Men et eller andet logisk sagde mig at det nok, kvag testen, var en anelse højt. For ikke at sige meget højt. Uden for normalområde og efter en pille der skulle pille toppen af.

Vi havde aftalt at de skulle ringe så jeg væbnede mig med tålmodighed, men googlede da lige videre.

CT-scanning, MR-scanning, hjerneoperation… Men skal holde op med selvdiagnostisering og det med at google ting. Det sætter sgu tanker i gang.

Hun ringede, lægen, mens jeg sad i bilen med hele familien. Jeg var faktisk lidt irriteret og måske lidt spydig. Det var eftermiddag og jeg havde da håbet, at nogen ville ringe om morgenen på den aftalte dag i det mindste. Fik jeg sagt “akut og livstruende”?

»Ja, det var jo egentlig højt. Ja faktisk uændret«. Jeg brød ind. »Jaeh, egentlig, RET højt nu når det jo faktisk skulle være undertrykt«. Min kæreste mente, at det var flabet og sendte mig de der øjne. Jeg var nok lidt irriteret over at der ikke var blevet ringet tidligere – det var ikke pænt af mig. Undskyld læge. Hvis du på nogen måde kommer til at læse dette. Det er ikke din skyld, der var sikkert en vagtplan og 100 andre ting du også skulle lave inden du fik telefontid.

6 liter pis

Næste test: Pis-i-en-kop-i-48-timer-testen. Jeps. Afsted med mig på hospitalet igen – denne gang med formål (foruden en ny blodprøve) at hente nogle dunke og blive instrueret i at fylde disse med urin.

Jeg fik 4 stk. 3-liters-dunke med hjem. Det var vigtigt at holde dem afkølet når de var fyldte og efter som jeg ikke kunne aflevere dem i weekenden skulle jeg vente til lørdag med at gå i gang. Så kunne de afleveres mandag morgen.

Jeg ville få svar 4 uger efter. 4 uger! Akut og livstruende… 4 uger?! »Woaw.. det synes jeg er lang tid!«, fik jeg svaret. Hun kvitterede, at det faktisk tog 3 uger at få svar på testen så det var det bedste hun kunne gøre.

Det havde jeg naturligvis respekt for. Men efter en halv dags spekuleren fik jeg alligevel overbevist mig selv om at 4 uger var lang tid for, at få at vide at der skulle bookes en MR-scanning som sikkert ville tage endnu 4 uger… og ja… for lang tid for et småutålmodig menneske som mig.

Fuld fart frem

De sidste testresultater pegede mig endnu mere i retningen af noget der hedder Cushings Syndrom. Og nu skal jeg ikke male Fanden på væggen. Men det er altså en tumor (typisk godartet) på hypofysen. Og den slags kan ses med en MR-scanning.

Så på google igen.

“MR-Scanning privathospital.”

Det er der sgu mange der kan. Og det er, i sagens natur, faktisk ikke specielt dyrt. 2.500 kr. for region “hoved” og 2.500 kr. for “specifikt område” og så noget med 6% til staten. De er virkelig ikke særlig gode i deres kommunikation de der MR-scanner-butikker. Men. 5k – det ville jeg sgu gerne smide for at få vished lidt (læs: meget) før.

Jeg ringede lidt rundt. Good news; de kunne alle tage i mod mig ugen efter. Not so good news: De skulle alle bruge en henvisning. En henvisning fra lægen. Ooookay. Her står jeg og vifter med 5.000 kr. (+6% !) Og så kræver de en henvisning.

Fint. Jeg skaffer en henvisning.

Min egen læge har intet med dette at gøre. Hun trykker godkend på recepterne – og det er det. Så jeg ringede til MEA. Long story short ville en læge ringe til mig og så måtte vi se på det.

Hun ringede dagen efter. Jeg forklarede mig. Om vi ikke bare kunne spring til worst case og få det afklaret. Cushings lød ikke specielt rart. Og efter som det var lidt akut synes jeg da godt lige man kunne … hun afbrød mig pænt.

Der var faktisk flere grunde til at gøre det efter bogen. Altså; blodprøve, urinprøve, scanning af binyrer og scanning af hjernen. Tidligere cases med fejldiagnostisering og derved fejlbehandling osv. At det var noget komplekst noget og de var nød til at være sikre i deres sag. Hun havde jo selvfølgelig ret. Jeg var måske blevet en anelse paranoid. Jeg tog hendes ord for gode varer og smed tanken om privathospitalet.

Nu er det søndag

Og her sidder jeg så. Søndag aften. Godt 5 liter er afleveret i dunkene som ligger på køl i køleskabet. Skriver et indlæg på min lille blog om diabetes.

Nu skal du høre; En af symptomerne på Cushings Syndrom er – drumroll – udvikling af Diabetes. Tadah. Hypofysehejs › kortisol › stofskifte › glykose … kroppen giver op og smider sukkersyge-kortet.

Jeg er sgu sådan lidt splittet på den her. På den ene side er det en fed tanke at det måske er noget der “bare” kan opereres ud og der er gode chancer for at blive kureret. Og faktisk at der faktisk også kan have en god indvirkning på diabetesen. På den anden side er det da egentlig en ret skræmmende tanke at der måske sidder en tumor i hovedet på mig.

Nu må vi se. Jeg afleverer urinen i morgen. Lader dem tage deres tid til at analysere og venter i spænding.

Ingen sorger (eller glæder) på forskud.

Blot hverdag.

Lidt endnu.

Skriv et svar