Kategorier
Diabetes

Symptomerne begynder

Jeg er ikke typen der går til læge. Eller det var jeg ihvertfald ikke. Men når man googler “hyppig vandladning” bliver man sgu nervøs…

…og det gjorde jeg. Altså googlede “hyppig vandladning”. Og det er her det hele startede.

Af vejen! Jeg skal virkelig virkelig pisse!

Jeg sad en aften på kontoret og afsluttede nogle hængere da jeg tog mig selv i at skulle pisse – sådan virkelig pisse – igen for tredje gang på en time. Jowjow, jeg havde da kørt noget cola og et par Redbulls, men det var alligevel lidt en kende ofte og pludselig noget jeg lagde mærke til.

Nuvel – afsted på WC med mig og tilbage på stolen. En slurk mere og videre med arbejdet. Familien og jeg skulle afsted på en lille uges ferie og shit needed to get done.

Knap 10 minutter senere var den gal igen. Det var sgu alligevel utroligt. 34 år og jeg sjatpissede som en pensionist. Så begyndte tankerne at køre og tænkte jeg lidt tilbage på de seneste uger var der da godt nok noget med at når jeg skulle – SÅ SKULLE JEG VIRKELIG. MEGET!

Som sagt er jeg ikke typen der går til læge. Er der i hvert fald meget sjældent. Jeg ringer da slet ikke for at få svaret om at man kan poppe en pille og se tiden an – vende tilbage om et par uger – for det går jo væk af sig selv. Typisk. Men så var det jo altså at jeg googlede “hyppig vandladning”. Og er du så færdig man kan fejle mange slemme ting hvis man lader vandet mere end hvad normalt er.

Fik jeg nævnt at min kæreste er sygeplejerske?

Hun fik en sms. Jeg var jo smuttet på kontoret og både hun og ungerne sov. “Jeg er begyndt at tisse ret meget…og ofte”. Så klippede jeg en lille passage ind fra et af de sites jeg var faldet over; “Skal du tisse mange gange i løbet af dagen, men kommer der kun en lille mængde tis, så kan det være tegn på almindelige sygdomme som blærebetændelse, overaktiv blære eller godartet forstørrelse af prostata. Det kan også være tegn på mere alvorlige sygdomme som kræft i blæren eller prostata. Er du mere tørstig, end du plejer at være, er du træt – og taber du dig også, kan det være tegn på diabetes (sukkersyge). DET SKAL DU GØRE: Bestil tid hos lægen.”

Og hun sov jo så der kom ikke noget svar. Ikke før midnat, hvor hun sikker selv var på potten. “Er du tørstig eller svier det når du tisser?” – svarede hun.

“Tørstig ja. Svier nej.” Jeg var i grunden ret tørstig. Det havde jeg slet ikke tænkt over.

“Det plejer at svie ved en blærebetændelse. Du må få tjekket dit blodsukker – det kan være at din livsstil har indhenter dig” – svarede hun.

Avs. SMS-samtalen kørte lidt og vi var omkring flere mindre kritiske sygdomme og tilstande så der kom atter kold vand i blodet *tøhø* og jeg fik gjort mit arbejde færdigt og tog hjem og sov.

Dagen efter

…gjorde jeg hvad det der website havde anbefalet. Eller nærmest dikteret! Jeg ringede til min læge i bilen påvej til et kundemøde. Det skal jo ske mellem 8 og 9 og så ryger man i sådan en fin kø med lidt irriterende ventemusik. Du kender det, ik? Endelig bliver det min tur og jeg prøver at forklare min situation til lægen. Hun spørger til om jeg har ændret noget i min adfærd den seneste tid, spist noget nyt eller andet i den stil. Hvortil jeg kan svare at alt er som det plejer at være. Men at min livsstil måske bærer præg af lidt for lidt af det der motion og nåh ja, så var søvn da heller ikke øverste på aktivitetslisten.

Hun syntes jeg skulle kigge forbi til en blodprøve ved hendes sygeplejerske. Jeg fik en tid dagen efter – altså dagen før vi skulle afsted på ferie. Det kunne lige nåes – perfekt.

Sygeplejersken var sød og spurgte også ind til hvordan jeg eller gik og havde det. Og jeg havde det jo fint. Dybest set havde jeg ikke bemærket andet end den underlige blære. Hun stak en nål i armen på min og fyldte 3 små rør. Så ville hun lige have nogle elektroder på min brystkasse og på mine arme. Jeg forstod aldrig rigtig hvad den test gjorde dog, men efter den lille seance blev jeg guidet ud på toilettet hvor jeg Long John lige skulle levere en centimeter urin også.

Så blev der leveret væsker. Hjem og pakke det sidste i kufferten og afsted til Gran Canaria med os.

Det første svar på prøverne

Morgenen efter ligger der allerede svar fra sygeplejersken. Strait to the point. Hvilket jeg selvfølgelig sætter pris på, men hold da op en besked at starte sin ferie med.

Første svar

Diabetes. Ja, det var jo en af de ting jeg havde googlet mig til. Men selvfølgelig også en af dem jeg frygtede mest. Nå. Jeg var på ferie og den skulle ikke spoleres af noget der “tydede på diabetes”. Desuden skulle de jo have en retvisende blodprøve når jeg kom hjem, så hvorfor skulle jeg ændre kost og adfærd lige nu? Desuden kunne det jo være så meget andet også.

Vi fik holdt vores ferie og kunne vende hjem med maverne fyldt af all-inclusive-“herligheder”.

Skriv et svar