Kategorier
Diabetes Kortisol Sygdom

Same shit, different day

Det var egentlig en rolig morgen. Jeg havde nok forventet mere råb fra hende den gamle dame inde ved siden af, men hun var tavs.

Min værelseskammerat havde haft besøg 2 gange om natten af sygeplejersken. Det lyder frækt. Det var det ikke. Jeg tænker han skulle have noget medicin. Jeg forstod faktisk ikke helt hvorfor han var der for de snakkede om noget med knæet og han fik besøg af en fysioterapeut om morgenen. Jeg troede det var diabetes-patienter hele bundet.

Anywho. Mit sukker blevet mål (5,9) og så kunne jeg ellers ligge der og kigge indtil klokken blev 7.45 ca.

Der fik jeg besøg af en anden sygeplejerske. Sød ung pige. Hun grinede lidt da hun så min arm, som lignede en stiknarkomans (og stadig gør). »Nå, det er vant til kan jeg se«. Ja, ja det var jeg. »Nu nyder du det ikke ligefrem, vel?«, spurgte hun kækt. »Ikke helt«…»Endnu«, svarede jeg lige så kækt, mens hun pakkede en – ret stor – nål ud af en pose. Hun sprittede min arm af og stoppede nålen godt ind. Ja eller venflonen som den hedder. Så fandt hun en prop (eller sådan noget) og stoppede blodet der fossede ud ud af armen på mig. Så tørrede hun pænt op efter sig og så var jeg klar. Et hul til at proppe noget ind. Og et til at tage noget ud.

Kl. 8 ca blev jeg hentet af en portør. Også en kæk ung pige. Der spurgte om jeg var klar på at tage en tur i kælderen. Og der var da ikke noget jeg var mere klar på end det. Jeg kunne jo sagtens gå selv, og det var faktisk en anelse grænseoverskridende at ligge der i en seng der blev kørt rundt. Jeg tænker at det er procedurer og at patienter ikke gå rundt selv på de gange. Who knows. Jeg blev kørt i kælderen og ind i en lille afdeling med 4 stuer. Her mødte jeg yderligere 3 kvinder (Jeg så faktisk ikke en eneste mand i hvid kittel den dag). En læge og 2 bio-kyndige (kan ikke huske deres titler).

Efter at have hilst pænt blev jeg guided ind på en af stuerne. Der lå en på min alder inde på en af de andre stuer. Hvad der var med ham opfangede jeg dog ikke.

5 om året

De virkede meget interesserede. Hvilket faktisk var meget fedt. Lægen spurgte meget ind til hvornår og hvordan og hun havde også et par historier om andre i min situtation. En af dem var om en ung fyr der blev spottet af en af hendes kolleger. Han arbejdede i hendes lokale Netto og hun havde længe gået og kigget på ham. Hun syntes, at kunne se nogle symptomer hos ham, hvor hun til sidst en dag havde spurgt ham om han havde det helt ok. Han kom til test og det viste sig at han rendte rundt med Cushings Syndrom. Og faktisk havde haft det i mange år – helt fra barns ben hvor de forskellige symptomer var kommet snigende. Og hvor de faktisk på det tidspunkt var en ret stor udfordring for ham, men hans egen læge ikke havde kunnet sige noget om hvad det var. Krøllen på historien var at han blev opereret og kureret. Bum.

Det sker ikke så tit at de laver testen. 5 gange om året er det faktisk kun. Så det var lidt spændende for dem ku’ jeg godt mærke.

Både jeg og lægen undrede os over at testen overhovedet skulle laves. Det der med kommandovejen og at lav ACTH jo antydede at de øverste lag jo faktisk gør hvad de kan for at sænke kortisolen. Men den kloge professor havde altså – på trods af hele 3 lægers undren – valgt at det var vigtigt.

De fandt et stopur frem og en lille sprøjte med noget klart væske i.

Klar?

Om jeg var klar, for så ville de gå igang. Ja. Det var jeg. Lægen tog den lille sprøjte og satte den i venflonen. »Du mærker nok en lille brusen i hovedet om lidt«, sagde hun. Jeg mærkede intet. Men SÅ gjorde jeg. Det blev pludselig meget varmt på panden. Varmt og sikkert endnu mere rødt end “normalt”. Hun smilede, lægen, og sagde at hun godt kunne se det på mig.

Så tændte vi TV’et og jeg kunne se God Morgen Danmark og nyhederne.

Hver halve time kom en af bio-kvinderne på besøg og sugede et god slat blod ud af min arm. I alt 6 gange og så var det faktisk overstået.

Lægen havde besøgt mig 2 gange, hvor vi havde snakket løst om det hele. Lidt om hendes uddannelse og lidt om andre “typer” patienter der kunne være svære at hjælpe da de nærmest var ligeglade med deres diagnose og løj om egenomsorg og deres behandlingsforløb. Det kunne vi så i fællesskab undre os over. Hun var i hvert fald overrasket over at jeg var så meget inde i tingene, at jeg tydeligvist havde læst på lektien. Den snak startede da jeg da antog at alle ville sætte sig ind i deres sygdom og hvad det kunne have af betydning for dem. Men sådan er det åbenbart ikke.

Det var hyggeligt, men overstået og jeg skulle retur til “soveværelset” og så faktisk bare udskrives derfra. Portøren hentede mig igen. Sygeplejersken fra tidligere kom og fjernede nålen. Jeg fik mit tøj på. Lidt mad (godt, for jeg var SKIDE sulten), et skud kaffe og så daffede jeg faktisk bare af igen.

Det var de tal vi kom fra

For jeg har fået dem. Tallene. De er lige her:

Same shit. Kortisolen er en smule lavere, men stadig for høj. Og ACTH’en – 100% ligeglad med CRH-indsprøjtningen.

Det undrer mig faktisk lidt. For jeg tænker da at det lidt var tvunget. Altså hvis CRH sagde hop. At ACTH så hoppede. Og det samme med kortisolen. Men måske er kroppen smart nok til at sige fra. Altså at der er rigeligt med kortisol, så ingen grund til at ACTH hopper.

Jeg ved det ikke.

Jeg venter nu på indkaldelse, svar og next step. Men der er jo lige weekend og de har jo sagt mellem 2 og 6 uger 😉

Skriv et svar