Kategorier
Diabetes Kortisol Sygdom

One zone cleared

Ambivalent – er det korte svar. Jeg var jo nemlig til CT-scanning her midt på ugen…

Jeg havde forberedt mig på at skulle den store tur igennem. Kontrastvæske på sprøjte og i saftevand. Helt som de viser på på cancer.dk. Jeg skulle først være der kl. 12.15 – et kvarter før undersøgelsen skulle sættes igang. Så jeg blev hjemme fra arbejde om formiddagen. Var sgu måske alligevel lidt mere spændt end jeg gik og gav udtryk for. Så jeg ville nok være så produktiv alligevel.

Kørte hjemmefra ved 11-tiden for så kunne bilen da lige køres i vaskehallen inden og så var der noget pap der skulle på lossen også. Og jeg kunne måske tænke på noget andet. Hallen var lukket. Så det blev til turen forbi lossepladsen og ellers direkte på hospitalet. Parkeringsplads og 7-8 minutter rundt på pladsen før jeg fandt den rigtige indgang. Andet hospital. Anden afdeling. Indgang 2B.

I øvrigt. Nogen der har haft det sjovt:

Tak. Det var faktisk meget skægt – godt med et lille smil inden med skal ind i afdelingen for MEGET følsomt udstyr 🙂

Jeg var der vel 11.30. I med sygesikringsbeviset. Følg den blå linie ind i venteværelset.

Mobil-fri zone, så jeg kunne vælge mellem 3-4 udgivelser af Hjemmet, et par andre dameblade og så et Boligliv. Det er måske sjældent mænd der kommer på den afdeling. Nuvel. Jeg valgte Boligliv.

Jeg nåede kun halvvejs (i skimmehastighed) da mit navn blev råbt op. Han udtalte det forkert så jeg rettede ham med et smil da jeg stak ham poten. 45 før tid? Ja, han så, at jeg allerede var kommet så vi kunne jo ligeså godt komme igang.

Frisk fyr faktisk. Ung og glad og ca. 1,5 meter over skuldrene.

Jeg kunne lige følge med.

Første rum var omklædningrummet. Der var en knag til jakken. En lille sæde og på sæddet var en lille gummibly-fætter der lige skulle smuttes på testiklerne. Så af med bukser og trøje, kuglerne i blyet og op med boxerne. Og så ellers ind i rummet med den fine maskine.

Og den er sgu fin sådan en. Den ligner noget man kan rejse til andre galaxer med. Og hvor er det dog imponerende at den lige scanner kroppen hele vejen igennem og tegner et smukt 3d-agtigt billede af indersiden af det hele. Technørden i mig bliver helt glad.

»Ja, du kan bare hoppe op«, sagde han. Okay? »Skal jeg ikke have det der kontrastvæske eller hvordan?«, spurgte jeg. »Det er ikke sikkert. Lige nu kører vi det uden og hører lægen om han kan se hvad han skal kunne se«, svarede han.

Okay. Giver god mening, tænkte jeg og smed benene op.

Jeg skulle lige bekræfte mit navn og CPR-nr. og så var vi faktisk klar til at køre. Han satte kryds på papiret og gik så ellers ind i det andet rum.

Ready for liftoff

Der kom en skratten fra en højtaler i maskinen. »Kan du høre hvad jeg siger?«, sagde en kvindestemme. Hende havde jeg ikke lige opdaget var til stede. Men det var hun jo så – i kontrolrummet. Jeg svarede hende at hun gik fint igennem. Selvom det faktisk lød lidt som kommunikationen med Housten i ’69. Eller ihvertfald som de optagelser man har hørt.

»Godt. Om lidt beder jeg dig om at holde vejret«, sagde stemmen. »Okay«, svarede jeg uden ellers at vide hvor lang tid hun mente jeg skulle gøre det.

Maskinen begyndte at larme lidt. Jeg ved ikke hvordan sådan en fungerer, men jeg forstiller jeg mig at der sidder noget som drejer rundt inden i ringen som en turbine. “Sengen” jeg lå på kørte mig gennem hullet frem og tilbage et par gange før den kørte ud til et sted på ca midt på lårene.

»Hold vejret«, sagde stemmen.

»Træk vejret igen«, sagde stemmen godt 6 sekunder og en tur gennem hullet senere.

»Hold vejret«. Samme tur og en tur mere.

3 ture blev det til

Jeg vidt jeg lige husker. Før stemmen fik et ansigt. Hun kom ud og fortalte mig at det var det. Og at jeg gerne måtte tage mit tøj på igen.

Så stod jeg der og klædte om. Og var lige ved at tage døren ud da det slog mig at jeg faktisk ikke vidste hvad der så skulls ske.

Jeg stak hovedet ind i scanningsrummet igen og fik øjenkontakt med den unge fyr. Han kom ud til mig. »Hva så?«, spurgte han. »Jaeh altså. Var det bare det?«, spurgte jeg. »Jeps«. »Og. Lægen ku’ se hvad han skulle kunne se?«, spurgte jeg. »Ja. Sorry bro. Jeg kan ikke give dig mere«, svarere han. »Okay. Cool. Jamen så ruller jeg igen.«.

Ingen tvivl

Det var først da jeg var halvvejs hjemme at jeg fik samlet tankerne igen. “Han kunne se hvad han skulle kunne se”. Hvad helvede betyder det i grunden, tænkte jeg? Altså. Der måtte jo ingen tvivl være så. Og i så fald – ingen tvivl om hvad? Jeg følte lidt at jeg havde fået den billige/korte tur. Og hvis manden der skulle vurdere om jeg havde svulste – gode eller onde – ikke var tvivl så kunne jeg sgu da lige så godt få et svar. Jeg fandt nummeret på indkaldelsessedlen og ringede.

Man rammer jo selvfølgelig altid en receptionist. Et godt filter. For sådan nogle som mig. Der er utålmodige og stiller irriterende spørgsmål.

Jeg forklarede hende at jeg lige havde været på besøg og at jeg sgu var en smule i tvivl om hvad der så skulle ske. Hun fik mit CPR-nr og slog det op. Ja. Hun kunne se at jeg jo havde en tid om en uge hos mine behandlere hos MEA. At det var dem der skulle give mig svar.

En uge? Nej, det var ikke godt nok. Specielt ikke når lægen jo allerede ikke var i tvivl. Hun kunne ikke sige noget, men kunne da fortælle mig at svaret allerede var givet til MEA. At jeg da kunne prøve at ringe til dem.

Samtalen sluttede lige som jeg parkede bilen hjemme.

Utålmodig og webkyndig

…og ikke bange for at bruge det.

Jeg kom jo faktisk hjem før undersøgelsen skulle have fundet sted. Så der stod en småforvirret kvinde i køkkenet da jeg kom ind. Jeg fortalte sygeplejersken (kvinden(kæresten)) om forløbet og at jeg havde ringet til dem påvej hjem. Selvom hun jo har et ben i hver lejr prøvede hun at forklare mig at der jo var procedurer og sådanne ting der skulle følges, men hun da synes jeg skulle ringe til MEA.

Og så havde klokken jo pludselig rundet uden-for-telefontid. Crap.

Hvad gør man så? You guessed it. Sundhed.dk

Latin

Jeg skulle grave lidt, men jeg fandt det. Det er faktisk ikke svært hvis man lige tænker sig om. Billedbeskrivelser mener jeg det hedder. Der lå det. Svaret fra lægen til MEA;

Jeg skulle lige erstatte de sjovt karakterer med æ’er, ø’er og å’er og google et par – latiske(?) – termer før jeg sådan rigtig fattede hvad der stod. Konklussion: Ingen fokale forandringer i binyrer.

Ingen fokale forandringer.

Fokale kan jeg bedst oversætte som “fokuserede”. Altså at lige præist dér er der altså ingen forandringer. Dvs. ingen kræft, knuder, svulste, gode, onde, eller andet snavs i mine binyrer og omkringliggende organer. Fantastisk! L3- og L4-tingen er noget i rygradden – det vidste jeg godt.

Men altså – ingen kræft eller andet i den region af kroppen. Fedt mand! Og så igen…

Hvordan har du det?

Jeg havde måske håbet på et “Hey du. Der sidder en godartet hyggefætter og presser på din binyre. Den har en træls størrelse, men ved du hvad. Den kan vi pille ud. Så det gør vi lige. Og så bliver alting godt”-melding.

Så hvad så nu?

Jeg ringede selvfølgelig til MEA dagen efter. At jeg havde brug for et roadmap. Og at der altså ikke måtte gå endnu en uge. At jeg havde læst svaret og jeg gerne ville tale med en af mine – efterhånden flere – kontakter. Ingen af dem var at få fat i og hende sygeplejersken jeg skulle tale med til mit møde også først var tilbage mandag. Hvor hun ville blive bedt om at ringe til mig.

Jeg har naturligvis fuld respekt for den planlægning det kræver og at man ikke kan forvente at læger/sygeplejersker og lign. ikke bare kan rende og tage telefoner dagen lang. Så væbnet med målmodighed. Igen. Glad for ikke at have kræft i binyrerne eller andet i den region. Skuffet og irriteret over ikke at vide hvor faen den så er gal. For kortisolproduktionen stikker af – noget må der jo være galt. Og hvis diabetesen ikke er moderen, men et symptom vil jeg da faktisk gerne finde moderen. Nu.

Så hvordan har jeg det?

Ambivalent.

 

Skriv et svar