Kategorier
Diabetes

Første møde med MEA

Kort efter den personlige snak med min læge kom der rigtig nok en indkaldelse til MEA i min e-boks. 23. februar skulle jeg møde op med en udfyldt oplysningsseddel om den medicin jeg allerede var igang med og mit sundhedskort.

Det gjorde jeg så.

“Vi har vendt dig til morgenmødet”

Jeg blev kaldt ind til den første læge. Hun spurgte lidt ind til mig som min egen læges sygeplejerske havde gjort. Og for anden gang af mange hørte jeg sætningen “Du er jo så ung”. Den første var min egen læge til føromtalte personlige snak. Ja. Altså 34 er vel også en slags alder, men lad os da bare kalde mig ung. Det var sikkert ment på den bedst mulige måde, men det jeg hørte var “Det var sgu tidligt at fucke up”.

Lidt blabla frem og tilbage og så til pointen. Ja, de havde vendt mig til morgenmødet. Min vægt (87kg) og min alder taget i betragtning var de ret overbeviste om at der var tale om en type 1. Det var jo ikke en voldsom overvægt. Men nu hun så mig blev hun faktisk i tvivl. Igen – sikkert ment meget positivt, men med andre ord; “Der er sgu alligevel lidt Garfield over dig”.

Og bevares hun havde da ret. Jeg plejede at veje 94kg – de 7kg der var blevet smidt var bestemt ikke med vilje, men en dog positiv sideeffekt af min nyerhvervede sygdom. Men 7kg var altså ikke nok til at smide tævepatter og bildæk – og disse var altså med til at så tvivl i den kære læges overbevisning.

God så! Stadig ingen klarhed. Hvad så nu? Jo først og fremmest skulle jo til at tage insulin. Alt skulle sættes ind så vi kunne få det under kontrol og så måtte vi se derfra. Så jeg skulle ind til sygeplejersken og lære dels at tage mit blodsukker-tal og dels lære at jokke en nål i kroppen på mig selv. Gulp – insulin. Det troede jeg at jeg slap for.

Der sad en studrende med under seansen. Rar gut. Han viste sig at komme fra en ingeniøruddannelse og var med for at studere hvordan brugere brugt de produkter der blev stillet til rådighed. Ret spændende faktisk. Jeg nåede lige at få en kort snak med ham i en kort ventetid hos sygeplejersken, hvor han også deltog.

Lige på

Sygeplejersken og min nuværende kontaktperson hos MEA er også meget rar. Og kompetent. Ingen tvivl om at hun ved hvad der er op og ned i diabetes-verdenen. Hun satte en kasse på borde. ContourXT Bayer blodsukkermåler. Den, en lille pose med nåle og en lille bøtte med nogle sjove strips i. “Dem her koster 8 kr. stykket” sagde hun og pegede på stripsene.

Der var en anden studerende ved bordet også. En ung sygeplejerskestuderende. Smilende og observerende. De var altså tre til en. En lettere forvirret diabetes-nybegynder der lige skulle synke hele diagnosen og nu altså også det med at skulle stikke sig selv. Det var okay – søde og rare mennesker. Og den praktiske erfaring skal de jo have.

Det første var altså det med at måle blodsukkeret. Hun – den erfarende – pakkede apparatet ud. Det, en nål og sådan en prikker som faktisk minder mest om en hundeprop-pistol og så en af de der 8 kroners strips. “Har du prøvet at gøre det før” – spurgte hun. Hvortil jeg kunne svare nej. Det smarteste sted var på pegefingeren eller langemanden på andet led på siden. For så ville det ville voldbløde og der skulle jo kun bruges en lille dråbe. Og desuden gjorde det heller ikke så ondt der.

Okay. Jamen lad os prøve. Hun bad mig tage hætten af hundeprop-pistolen og proppen den lille nål ned i. Det skulle give et lille klik og så var den på plads. Tilbage på med hætten og så var den ladt og klar. Så kunne jeg var fingere lidt op ved at gnide på den og så eller vende spidsen af pistolen ned i led 2 og fyre af.

Hun havde ret. Det gjorde faktisk ikke ondt. Til gengæld kom der heller ikke noget blod. Jeg havde ikke presset hårdt nok ned. Nålen havde i hvert fald kun snittet fingere. Det var okay – pistolen kunne lades igen ved at hive bunden tilbage. 3 gang lykkedes det at prikke hul.

Ind i apparatet med strippen og på med blodet i enden af den. Bipbipbip … og så var der svar. Kan ikke huske tallet, men det var højt nok til at der blev spurgt hvad jeg havde spist. Og jeg havde måske nok egentlig ikke spist så smart i forhold til blodsukkeret den morgen. Den var startet på emmery’s med en brunchplatte. Dog havde jeg ikke, næsten ikke rørt kagen. Ups. Det var et godt sted at arbejde i ro og mag og ikke langt fra hospitalet.

Så var den lille nål overstået. Nu var det tid til at lære det med insulinen. Først en hurtig introduktion til selve insulintypen. Det var en langtidsvirkende type. Sådan en der skulle tages om morgenen – i låret – og så ville den virke efter behov frem mod aftenen med et peak ca. midt på dagen (der fulgte en fin tegning med en kurve med).

så blev der forklaret noget med nållængden og hvordan man ikke skulle holde ud i huden når det var i låret og sikkert også noget andet jeg ikke helt fik med. Det korte og det lange *tøhø* var at den skulle i låret med 12 enheder hver morgen. Jeg skulle ikke stikke mig samme sted hver dag. Så hvis jeg delte låret op i ugedage og benene op i uger – lige og ulige – så ville det være smart. “Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag…” fik hun hakket mit højre lår op i.

Og så var det faktisk bare at smide bukserne. Godt jeg ikke er den der 80’er Patrick Swayze-type uden underbukser… Jeg skulle ryste pennen i ca 10 sekunder, skrue den op på 12 enheder, banke lidt på til der kom lidt ud af nålen og så ellers jage den i torsdag på mit højre lår.

Overraskende nok mærkede jeg ikke nålen. Faktisk slet ikke. Det var først da jeg så skulle trykke ned på bagenden af pennen den forventede smerte ramte. Og det var så der nybegynderen kiksede. For jeg trykkede hele pennen i benet på mig selv og ikke bare bunden. Det var sygeplejersken også sød at pointere.

Oh ja. Så var det jo at, hvis jeg ikke ville have små prikker over det hele, jeg skulle trække den halvt ud. Vente lidt. Og trække den helt ud. Trække den halvt ud? Vi snakker en nål på 4mm.

Den kunst har jeg faktisk stadig ikke lært.

Skriv et svar