Kategorier
Kortisol Sygdom

Farvel tumor

Tid til samtale. Tid til operation. Tid tid tid.

Pludselig gik det stærkt. Faktisk var jeg ret overrasket over at de kunne rykke så hurtigt. Efter opkaldet gik der ikke mange dage før jeg fik en tid til en snak med mave- og tarmkirurgisk. Jeg havde selvfølgelig håbet på en tid til selve operationen, men der skulle lige snakkes inden. Fair.

Det passede imidlertid dog ret dårligt. For jeg var et par dage forinden blevet ringet op af en anden fra Skejby om jeg ville deltage som patient til en eksamen. Det ville jeg naturligvis gerne.

Mere om det senere.

De 2 tider var lige præcis oveni hinanden. Eksamen og snakken. Så jeg ringede til kirurgisk og forklarede situationen. At jeg selvfølgelig gerne ville hjælpe med eksamen af deres kommende læger, men ikke ville skubbe min tid længere væk.

Det var da en ret valid undskyldning tænkte jeg.

Jeg blev bedt om at hænge på.

Hun vendte tilbage i røret. Hun havde kigget på det og spurgt en kollega. De kunne faktisk godt presse mig ind ugen før! Win! En uge før – sådan!

Sjælden, men ikke så uvant

Jeg kom ind til kirurgen. Han virkede som en meget kompetent fyr. Vi skulle snakke indgrebet og forløbet igennem.

»Ja vi fjerner jo hele binyreren«, sagde han. Ehm.. what? Jeg var ikke helt med. Jeg var i den overbevisning at tumor-fætteren sad på ydersiden på en eller anden måde. Lige til at skære af. Men nejnej. Den sidder inde i, ikke uden på. Okay. Den skulle jeg lige sluge. Han viste mig CT-scanningerne. Altså dem fra wayback. Med et skævt smil og undrende øjne faktisk. At hans kollega havde overset det var jo meget beklageligt. At den selv samme kollega – efter at have set på det igen – heldigvis jo var ham der så spottede det alligevel var jo så godt. Han kunne fortælle at han havde haft lidt røde ører.

Jeg var kommet over det. Eller. Jeg var faktisk aldrig rigtig hverken sur eller skuffet. Jeg var faktisk bare glad for endelig at have fået en diagnose og ville faktisk bare gerne videre. Nå. Han viste mig scanningerne. »Det her er din venstre binyre. Og. Ja. du skal ikke tage dig af højre/venstre. Det vender lidt underligt. Men det her er så altså din højre binyre«, forklarede han. Som jeg kunne se var den venstre jo en lille fin paddehat og den højre en stor rund form. En form på de ca. 3,5 cm.

Han forsatte. »Vi laver 4 huller«. Han forklarede mig at der skulle bruges et hul en luft. De pumper luft ind i kroppen for at give dem mere arbejdsplads mellem organerne. Så var der et par huller til tængerne – og her skulle jeg ikke være i tvivl. Det var advanced shit. Robotarme nærmest. Og så – så vidt jeg husker – det endelige hul hvor de altså ville hive rebellen ud.

De ville tage selve binyreren og det omlæggende væv. Så sådan en klump på et sted mellem 4,5 og 5 cm ville de altså tage ud. Så ville jeg blive klipset sammen med nogle metalklips, ja, som jo ville blive efterladt derinde. Det var helt normalt og jeg skulle ikke være nervøs for at blive fanget i lufthavnsdetektorer. De er små og uskyldige. Fedtfedt.

Han kunne iøvrigt fortælle, at præcis dagen før havde havde lavet præcis samme indgreb på en kvinde. Det var jo ret sjældent – måske 5 om året – men lige dagen før. Ja, det var i grunden meget pussigt. De opererer i maven på folk hele tiden. Så det med at operere i regionen var naturligvis ikke sjældent for dem. Tværtimod.

Jeg føler mig tryg. Just get it outta me, doc!

5-10 år

Det der mindfucker mig mest er ikke at vide hvor længe den har siddet der. Og hvor længe man bruge på at vokse sådan en fætter. 2-3-10-20 år? Ingen ved det med sikkerhed. For så skulle man jo have opdaget den og fulgt den. Og hvis man finder noget der påvirker negativt gør man jo noget ved det. Men han kunne fortælle, kirurgen, at de havde set en tumor der var vokset 1 cm på 2-3 år, men at det jo typisk gik hurtigere og hurtigere.

Det var jo svært at sige, men det kunne godt have sidder der i 5-10 år. Bum. Har jeg ignoreret andre symptomer? Der skulle ihvertfald en diabetes-diagnose til før jeg blev gjort opmærksom på at noget var galt.

Nå, videre. Vamos. Hvad så nu?

Lidt praktisk info om hvordan jeg skulle stoppe med min diabetesmedicin, have støttestrømper på, sprøjte noget blodfortyndende ind dagen før og så ellers møde fastende op. Ja, så havde han faktisk allerede en tid til mig.

Whaaaaat. Faktisk havde han 2 tider. En snak med narkoselægen og selve operationen. Og det var kun 14 dage væk. Fantastisk! Jeg var overrasket. Det der med at være et skridt foran var jo noget jeg havde efterspurgt gennem hele forløbet.

Jeg skulle regne med at være på hospitalet i et par dage og så ellers være sygemeldt i 14 dage. Ikke at jeg ville være ramt og nede i 14 dage, men fordi kroppen lige skulle have lov til at komme over det hele. Jeg tænkte da også selv at, hvis man skulle pille hele binyren ud, at der da måtte være et eller andet med kroppen der lige skulle holdes øje med.

Og ja. Det vil nemlig være en eller anden form for regulering af det hele. Hvordan påvirker hvad hvad og hvor længe. Insulinen, blodtrykket, kolestorolniveauet, kortisolen. Ja kortisolen. Binyrebarkhormon. Ville der jo så pludselig være for lidt af. Så der skulle jeg have tilført. Altså indtil den anden binyre ligesom fik gang i hjulene igen. Og der kan gå måneder.

Men altså 14 dages restitution. 14 dage. Væk. Så alle de planlagte arbejdsopgaver der var skulle pludselig klappes af lidt hurtigere end først – ja – planlagt. Jeg har så en uge på arbejde igen. Og så 3 ugers ferie. Det er jo praktisk talt 6 ugers “ferie”.

Jeg satser på at være tilbage et nyt menneske. Nu ser vi.