Kategorier
Motion

En øjenåbner

Jeg tror de fleste af os kender det. Det med at skulle slæbe sig afsted til træning – det er langt fra altid motivationen er der. For mig har den ikke været der meget længe.

Der findes selvfølgelig også den slags mennesker hvor det er helt modsat. Sådan et menneske er jeg ikke. Måske en dag. Men nu er jeg jo kommet i en situation hvor jeg skal tage mit ve og vel en smule mere seriøst en hel del mere seriøst.

Så træning er selvfølgelig en del af programmet nu.

Jeg har tænkt i flere måder at træne på. Jeg er ikke den store hold-bold-type. Så det er lidt ude af spil *tøhø*. Jeg synes løb er noget af det mest røvsyge jeg ved. Bare sådan at piske afsted på et løbebånd eller i en skov. Det siger mig intet. Og at presse mig ned i trikot og husere landevejene på en ranglet cykel – det bliver nok heller ikke til noget. Jeg er ellers sikker på at Renée Toft Simonsen ville synes godt om synet ?.

Vægttræning har jeg gjort før og det synes jeg faktisk er meget sjovt. Så det skal tilbage på programmet. Men cardio-træning kommer jeg ikke udenom. Det bliver nok også sjovere jo bedre motion man kommer i tænker jeg.

Nå. Men så var det jo at der kom en fællesmail fra en kollega rundt på arbejdet for en måneds tid siden.

“Hvis det der med at træne ikke er dig, så stop her!” – lød emneteksten.

Min kollega der havde sendt mailen viste sig at være uddannet Diplomtræner. Noget med at hun må træne andre på eliteniveau og sådan noget fancy noget. Nu har hun godt nok skiftet branche (!).

Anyway.

Mailen forsatte “blabla…bla… Træningen vil bestå af styrkeøvelser og pulstræning. Alle kan være med om du kan løbe 100 m, tage 100 armstrækker eller er helt nybegynder…”. Det lød da sådan set egentlig ok. Det ville være hver tirsdag og vi skulle starte den 4. april.

For bare 3 måneder siden var mailen nok bare røget i trash.

Jeg meldte mig til.

Det blev den 4. april

Jeg var cyklet på arbejde (0,5 point). Og cyklede ned i Mindeparken hvor det skulle ske (0,5 point). Det var fint vejr, men fremmødet var lidt magert – jeg havde regnet med at se flere ansigter. Det passede mig nu fint for jeg vidste godt at jeg ville være den der var i absolut ringeste form.

Programmet den dag var 1 minuts løb, xx antal af en øvelse, 1 minuts løb, xx antal af en ny øvelse – der var vidst 6 forskellige – og så blev det gentaget. Derefter var der nogle englehop, squatting, mavebøjning og en øvelse der lød lidt hen af “Burger”.

Jeg kunne sagtens mærke at jeg var i live. Og jeg måtte også give op flere gange med både løb og antal gentagelse af øvelserne. Det var hårdt, men sjovt. 45 minutter fuld gas – det var ihvertfald 1,5 point!

Da træningen var slut skulle jo naturligvis cykle hjem igen. Fik jeg nævnt at jeg havde 3 tasker og en cykelvogn med den dag? Carl Nielsens Vej er iøvrigt virkelig en b****! Og det var jo ikke fordi at jeg ikke lige havde brugt mit bentøj. Det tog mig en halv time at komme hjem – 1 point mere i kassen!

Rutinemålingen

… af blodsukkeret før aftensmaden var det næste der skulle ske. Jeg vidste godt at musklerne ville sluge lidt sukker hvis jeg brugte dem, men så meget? Den lå på 4,3 mmol/L. Jeg havde taget en prøve 1,5 time efter frokost også bare for at få det med og der lå den på 8,8 mmol/L. Det vil altså sige at eftermiddagen + den hårde tur halve pillet hele 4,5 af. 4,5?!

Jeg er stadig ikke garvet nok til at vide hvad der er normalt. Men forskellen plejer at være omkring 1. Og 4,3 var det laveste jeg havde målt – overhovedet. Og så holdte det sig faktisk lavt i 2 dage efterfølgende.

Jeg havde ikke regnet med at det ville betyde så meget. Det er sært motiverende. Tror det hænger sammen med at jeg kunne se et resultat med det samme, modsat normalt med træning.

Skriv et svar