Kategorier
Diabetes

En ny blodprøve

Hjemvendt fra ferie, en ny tid hos min egen læge – eller hendes sygeplejerske. En ny blodprøve – bare for at være sikker. Det gav fint mening.

Så afsted med mig til en ny omgang “3 små rør og en centimeter i en kop”.

Det var hyggeligt igen. Sygeplejersken huskede mig fint og var da også en smule bekymret for mig. Sødt. Hun kunne se jeg havde fået lidt sol på ferien.

Det tog ikke lang tid. Heldigvis. Jeg var jo lige kommet tilbage fra ferie og arbejdet lavede ikke sig selv. Men når man vælger at have læge på modsatte side af byen tager det alligevel lige 20 minutter hver vej, 10 minutter i venteværelset og 10 minutter blev det da også til i selve konsultationslokalet. Så gik der tid med det.

Ikke et endegyldigt svar

Dagen efter var der svar på prøven. Og de ville gerne se mig igen(!) for at give mig svaret. Denne gang var det min læge der ville se mig. Jeg fik en ny tid et par dage senere, men smugkiggede da lige lidt på prøverne.

Psst… hvis du ikke allerede ved det så kan du på sundhed.dk se alle den slags data vores kære system gemmer om os. Kig efter “Laboratoriesvar”.

Her var mine tal:

Se. Det var jo ret galoperende. I hvert fald i min bog. Vi snakkede jo dobbelt op her, men jeg havde dybest set ingen idé om hvor vidt det var højt sådan for diabetikere eller hvordan det rent faktisk så ud.

Jeg væbnede mig med tålmodighed og tog til læge til den aftalte tid.

Hun sad klar med pjecer og skriveblok da jeg kom ind. Hun var faktisk ikke i tvivl. Jeg havde klart diabetes, men hun kunne ikke fortælle mig hvilken type. På dette tidspunkt havde jeg ikke det store begreb om hvilken der var hvilken og hvad der var værst. Jeg havde bare set en, ellers meget pædagogisk, video på diabetes.dk. Noget med hvad kroppen var i stand til på egen hånd ved den ene og den anden type.

Hun satte mig med det samme på medicin. 2 x 500mg metformin om morgenen, og det samme om aftenen. Dertil skulle jeg tage en enkelt af noget kolesterolsænkende om aftenen også. Det kunne jeg hente på apoteket og starte på allerede samme aften. Bum. Så blev festen ligesom skudt igang. Hun fortalte at jeg ville blive kontaktet af MEA (Medicinsk Endokrinologisk Afdeling) via e-boks og at de ville kunne slå fast hvilken type diabetes der var tale om. Og iøvrigt overtage behandlingen herfra.

Jeg fik en “Din egen journal”-folder fra Diabetesforeningen med kontaktinfo, type, læge, huskeliste, aftalelog og en masse andre spændende ting. Bla. også plads til aftaletidspunkter med øjenlæge og fodterapeut. Denne journal skulle jeg så bære rundt på til alle mine fremtidige lægebesøg – min nye følgesven. Mig. Jeg digitale menneske. En 3-fløjet folder der skulle udfyldes med kuglepen – are you shitting me?!

Okay så. Det måtte jeg jo så se om jeg kunne overholde.

Skriv et svar