Kategorier
Diabetes

Breaking the news

Jeg var i tvivl. For hvad ragede det egentlig dem. Det var jo bare noget jeg måtte tumle med.

Njaeh. Hvorfor skulle det være en hemmelighed. Det giver jo ingen mening, omvendt er det jo bare et vilkår for mig og ikke noget andre skal vise hensyn til eller på nogen måde lave om i deres adfærd for at håndtere.

Jeg vil aldrig nogensinde spørge til specialbehandling. Der er sgu ingen der skal lave fødselsdagskager uden sukker fordi jeg kommer på besøg! Min sygdom, mit problem. Så hvorfor så fortælle det. Jeg ændrer jo min adfærd selv. Det må være den primære grund. Det er lettere at forklare hvorfor der måske ikke helt er så meget festabe i mig længere, hvis jeg bare fortæller sandheden. Det er jo heller ikke særlig fedt at lyve – omend man kunne slippe afsted med nogle pænt hvide løgne.

Ja. Der var mange tanker i mit hoved omkring det er fortælle omverdenen om diagnosen. Nogle fik den med det samme. Andre ventede jeg med. Længe. En god ven fik den faktisk før den var diagnosticeret – samme dag første “Øhm.. du skal nok lige kigge ind igen”-mailen kom fra min læge.

Men jeg må indrømme at det var ret let at fortælle om. Og. Heh. Nu sidder jeg så og blogger om det.

Det blev lettere hver gang, men jeg blev/bliver stadig overrasket hvor forskellige det bliver taget imod. Det bunder jo selvfølgelig nok dybest set i at oplysningsniveauet er forskellige. Jeg vidste fx ikke det fjerneste om “sukkersyge” inden det ramte. Hvor mange andre jeg har talt med har været fint informeret og kunne fortælle om familiemedlemmer eller venner i samme situation. Og hvordan de helt fint lever deres liv. No biggie.

No biggie.

Det var faktisk det jeg endte med at kvittere i min mail til mit team i mit daglige virke. No biggie og don’t pitty the fool. De fik en mail fordi det lige var den letteste form at fortælle historien. Og sådan havde jeg det – og har jeg det. Prør (det er Aarhusiansk for “Prøv lige at høre her”), det er no big deal. Jeg skal lige finde fodfæste igen og så er alt som det plejer at være. Det eneste de skulle være opmærksom på var jeg at nok i en periode skulle til nogle tjek og ville være lidt mindre på kontoret end ellers. Ingen særlige hensyn ellers.

Heldigvis kunne vi tage det i sjov og ballade. Og jeg fik da også lidt af samme røg som stikpillen fra min kæreste i sms’en den skæbnesvangre nat. Den lussing havde jeg vidst selv bedt om. Og det kan der da være en masse sandhed i den betragtning.

Hva, har du ikke tabt dig?

“Nej. Eller jo. Det har jeg. Men det var sgu ikke med vilje.” – Det var faktisk den typiske icebreaker. For jeg havde tabt mig. 7kg. Og selvom det sikker mest var væske var det alligevel tydeligt at der var sket noget. “Nå?”. Måtte folk så svare/spørge. Hvortil jeg hurtigt kunne luske ud at jeg havde været så heldig at få en lille diagnose der havde kickstartet en slankekur.

Selvom det for mig jo fyldte meget blev jeg hurtig god til at fortælle det sådan lidt henkastet og i den form jeg synes passede. Jeg lod det sive på jobbet og der gik ikke længe før jeg fik spørgsmål til mit ve og vel. Flere havde faktisk godt bemærket at jeg gik og var lidt hvid i hovedet, men at det da så ud til at farven var på vej tilbage i kinderne. Og det var da faktisk rart at få at vide.

Okay. Jamen jeg tror din moster måske havde det også

Familien var på en eller anden måde lidt sværere. Min egen familie. Min kærestes familie fik det ret hurtigt serveret. Men det var måske også mest fordi at der skulle passes unger i tide og utide men undertegnede skulle til tjek for det ene og det andet. Det blev luftet til min brors fødselsdag – igen sådan lidt henslængt og i no-biggie-formatet. Reaktionen udeblev og jeg kunne forsætte med at fortælle. På det tidspunkt havde jeg vidst lige fået at vide hvilken type det handlede om og der kunne sættes en bare-rolig-jeg-skal-bare-tage-mig-sammen-stemning med det samme.

Min mor mente at min moster faktisk måske havde D2. Ville hun lige finde ud af. Ah, der kom den. Der var faktisk måske noget med genetikken så. Det var jo det jeg havde hørt og læst. Det gjorde mig både glad, men også lidt bekymret. For – jeg har trods alt sat børn i verden selv. Sgu en bet at tænke på at de bærer rundt på en tikkende bombe. En bombe der er placeret lige så fint under huden af deres egen far.

Jeg pegede på min søster og sagde at hun jo så måske også var eksponeret. Ikke så heldigt formuleret og faktisk lidt ondt, men med bedste intention. Hvis det var så tæt på mig ville jeg i hvert fald gerne havde fået en løftet pegefinger – så kunne det jo være lussingen kunne have været udskudt nogle år. (Det skal lige siges at min søster ikke er overvægtig eller i dårlig form. Og sikkert lever sit liv væsentlig sundere end jeg gjorde.).

Nu er der intet filter

Vi snakker 2 måneder nu. Og nu er der intet filter. Bliver jeg spurgt om jeg vil have en cola til et kundemøde spørger jeg til light eller zero. Bliver der spurgt til slankekur svarer jeg bare nej, at jeg har en diabetes-diagnose så det er bedst at spare på den slags. SÅ er vi ligesom igang, ik! Det luftes selvfølgelig kun hvis der er en grund til det, og hvis det kan holdes som jeg gerne vil på no-biggie-stadiet. Men det er på en eller anden måde også terapeutisk for mig at det kan slynges ud og være et ligegyldigt vilkår.

Lidt lige som det nok er terapeutisk for mig at blogge om. For honestly – 320.000 danskere. Der er virkelig intet specielt i at rende rundt med diabetes. Det ER en folkesygdom.

 

Skriv et svar