Kategorier
Diabetes Kost

21,5 mmol/L !

Det var alligevel højt, men jeg havde det egentlig fint.

Det var dagen efter en større firmafest. Jeg var lige begyndt på insulinskuddet. Faktisk var det dagen efter, dagen efter mødet med MEA. Firmafesten var forløbet noget stille og rolig fra min side i forhold til hvad det plejer. Jeg havde fyldt på med vand undervejs (w000t?!), holdt mig til rødvin og begrænset antal pilsnere og ellers holdt mig fra søde sager og kun nippet til desserten. Alt i alt havde jeg været en god dreng i forhold til den nye situation – synes jeg da selv.

Det betød jo også at der faktisk ikke var nogen tømmermænd at spore dagen efter. Lidt tung og lidt træt, men det var lige så meget den nye tilværelse der sparkede ind. Har jeg fortalt at jeg var meget træt i starten? Nå. Jeg spiste som jeg plejede og dagen forløb egentlig helt fint. Mine tal var høje (15), men ikke højere end dagen før og det var jo en proces at presse dem ned på et normal.

Men om aftenen var den stukket helt af. Jeg var oppe på svimlende 21,5 mmol/L. Hvis du er ny i det her bør det ligge mellem 4-7. Den gangede jeg så lige med 5-3. Jeg havde det faktisk fint, men havde ingen idé om hvordan jeg skulle håndtere det. Så jeg ringede til MEA for at høre hvordan jeg skulle forholde mig til det.

Man kunne faktisk ikke ringe. Altså til afdelingen. Det var både weekend og efter 15. Så ret meget uden for åbningstid. Men jeg fik fat i omstillingen som var rar at sende mig videre til sengeafsnittet hvor jeg kunne snakke med en sygeplejerske. Hun synes da også det lød lidt vildt og skulle lige snakke med en af lægerne for at høre hvad vi skulle gøre. Hun ville ringe tilbage.

Der gik 5-7 minutters tid før hun ringede. At nu havde hun snakket med lægen. Hvis jeg havde det fint var der ingen grund til at jeg kiggede ind, men at de da syntes at jeg skulle skrue lidt op for enhederne i min insulinpen. Det var første optrapning af flere. Jeg var startet på 12 enheder (de få dage før). De synes umiddelbart godt nok at det lød lidt lavt, men at jeg kunne sætte den op med 2 enheder og så ellers spare godt og grundigt på kulhydraterne de næste timer.

Kulhydraterne sagde de. Joeh jeg havde måske egentlig spist ok med brød den dag. Rugbrød. Som jeg iøvrigt er ret stor fan af.

Fair. Så måtte jeg kigge i alternativerne jo.

Ikke en kur, en livsstil

Jeg havde været der før. I et forsøg på at smide lidt kilo. LCHF. Low Carb High Fat. Det må ikke kaldes en slankekur for, for dem der kører dette koncept til punkt og prikke er det en livsstil. Det handler – og nu skal jeg passe på om jeg formulerer det rigtigt – om at få sin krop til at forbrænde og leve af fedt. En såkaldt ketose-tilstand. Så vidt jeg kan læse mig til altså noget stenalder-mennesket levede i da de ikke lige kunne stikke i brugsen efter en pakke pasta.

Anyway. Det høje mmol/L og den rare sygeplejerskes råd om at holde sig lidt fra kulhydraterne fik mig på sporet af LCHF igen. Og det startede den aften.

Morgenen efter var let nok at kickstarte. Æg og pølser, lidt grønt på siden. Det er jo bare en brunch hvor der er grease i fokus – Easy Mode! Frokosten derimod blev straks sværere. Vi havde jo ikke handlet ind til det og sulten kom jo snigende alligevel. Så vidt jeg huske endte jeg med at stege noget kylling og spise nogle røde peberfrugter.

Jeg nærlæste flere artikler om LCHF de næste dage. Det skulle lige slåes fast hvad jeg egentlig kunne spise og hvor meget, hvornår og hvordan. En mindre videnskab for sådan en som mig der jo faktisk bare plejede at spise hvad der faldt mig ind og hvad jeg lige havde lyst til.

Morgenerne viste sig at være de sværeste. Det blev virkelig hurtig kvalmende at fylde på med fedt. Og æg gik fra noget jeg faktisk holdte af at spise til det direkte modsatte. Jeg savnede brød allerede efter 4 dage. Sådan rigtig savnede det. Og de morgenmad-alternativer jeg kunne finde på var også no go i LCHF-bøgerne.

Brød. Nåeh ja. Der var noget med det der stenalderbrød. Vi gravede opskrifter frem fra den ene og den anden blog og fik købt en hel masse kerner, skaller, fibre etc. Vi købte også et par færdigblandede pakker der bare skulle have æg, vand og olie. Bread was back on the menu og mine morgener så igen lidt lysere ud.

Frokosten var intet problem. Der er frokostordning på arbejdet og der er altid masser af forskelligt kød og en salatbar. Så måtte jeg bare springe det andet over.

Aftensmaden var dog lige så hurtigt som morgenmaden et problem. Eller en udfordring. Der var jo netop pludselig særlige hensyn til menuerne. De klassiske danske familiemenuer som ungerne jo spiser skulle jeg jo pludselig have tilpassede udgaver af. Eller faktisk noget helt andet.

Det kan godt være en opdragelsesmæssigt udfordring at bede sine børn om at spise hvad der bliver serveret, men selv spise noget andet.

En livsstil, hell no!

Nå. Dage blev til uger og det begyndte at kunne ses i mine tal. Eller det var nok en af faktorerne. For efter 3 dage på 14 enheder blev jeg sat op til 20. Og yderligere 2 enheder op efter 5 dage. Jeg var forkølet til ukendelighed i perioden så jeg var ikke begyndt at træne endnu, men mange små indsatser gjorde altså at mmol/L’en kom under 8. LCHF var sikkert en af dem.

Men det var virkelig begyndt at blive en hemsko for mig. Mit stenalderbrød havde fået samme plads som æggene – faste kvalmecenterpirrere. Og det havde pølser faktisk også. Og dem havde jeg ikke spist særlig mange af.

Jeg savnede brød så meget, at jeg på et tidspunkt tog en ordentlig luns af en pizzasnegl, tyggede den til ikke kunne tygges mere og spyttede det ud igen. Bare for at få lidt af teksturfornemmelse i munden. Bare for at smage. Bare en lille smule.

Jeg kiggede langt efter brødet i kantinen og alle andres tallerkener begyndte at se væsentlig mere interessante ud end min egen. Jeg måtte sande at LCHF ikke var en livsstil for mig, men holdte mig til den. Lidt endnu …

Skriv et svar